Anders Fjelsteds "Barnligt voksen" - endelig ude på dvd
Den skal ikke bare lånes. Den skal ejes!
I ”Barnligt voksen” balancerer Anders Fjelsted på kanten mellem det indre barn der bare vil ud og den voksne mand han er i kraft af sine 33 år, gift og familiefar. Det kan ikke andet end give en skæv indgang til tilværelsen men leverer samtidig materiale til en forrygende omgang stand-up hvor ”Fjelle” med sin sædvanlige drengede charme joker sig igennem emner som politik, handicaptoiletter, mænd, kvinder og parforhold.
Anders Fjelsted har i mere end 10 år sat sit sjove præg på den danske Stand-up scene med sin helt specielle form for spydig sarkasme og fjollede tilgang til livet. Han har arbejdet for både P3 og The Voice, har flere gange medvirket i programmerne ”Stand-up.dk og han fik store bifald ved Comedy Aid 2010, der sendes på TV2 Zulu og TV2 i januar 2011.
”Barnligt voksen” er Anders Fjelsteds første solo show og chancen for at se helt nyt og rendyrket materiale fra en af Danmarks meget populære komikere. Dvd´en indeholder også ekstramateriale med bagom-film og fraklippet, hvor Fjelle kommer på glatis.