Hør ham på Radio ANR fra mandag morgen den 17. januar
Lytterne på ANR får sig en på opleveren fra mandag den 17. januar og hele ugen frem, når GEO sammen med Niarn og Anne Kejser leger morgenværter og er klar til at føre både lytternes og det nordjyske erhvervslivs skøreste idéer ud i livet - Både i radioen og ude i virkeligheden - for at støtte sårbare børn og unge i landsdelen.
ANR har udlånt sin morgenradio til Ungdommens Røde Kors i Nordjylland, som modtager alle de kroner kendisholdet kan nå at skrabe sammen i løbet af ugen.
Og holdet er klar til at gå langt i kampen om kronerne. Ingen projekter er for langt ude, så hvis Geo bliver hyret som damefrisør eller Niarn skal være telefonpasser i et advokatfirma, så mangler der kun en aftale om prisen.
De tre kendissers forsøg på at vække nordjyderne får titlen ”støttepædagogerne” i radioen og sendes første gang mandag d. 17. januar fra 6-10.