Det får I med Anders Grau:
Absurd og afsindigt morsom historiefortællende comedy, som ikke kan sættes i bås. Anders Grau er helt sin egen – og så vidt vides den eneste danske stand-up komiker, hvis fravær fra skærmen har fået folk til at true med at opsige deres licens. Gå ikke glip af denne velformulerede herre, der uden at fortrække en mine kan få jer til at knække sammen af grin.
Du kender ham fra:
Anders er igen aktuel på DR2’s absurde og viralt hittende vejrudsigter som vejrvært Anders G. Jørgensen, som sidekick i ’Det Alt For Store/Korte Linda P Show’, som medvært på TV 2-sketchshowet ’Grand Danois’ (sammen med Niels Hausgaard), ’Comedy Aid’ – hvor han i 2016 var vært, ’Zulu Comedy Galla’ – hvor han i 2013 vandt Talentprisen, P3’s lørdagsprogram ’Selskabet’, one-man showet ’Bekymringsfabler’ og Comedy Zoo on Tour. Anders topper desuden alle podcastcharts med podcasten ”Myrdet” af Richelsen & Grau
Om Anders Grau
Anders Grau er komikeren, der katapulterede sig ind i toppen af dansk stand-up ved sin første optræden ved ’Zulu Comedy Galla’ i 2012 som et af ’De nye håb’ – og hvis stjerne kun er steget støt siden. Hans stil er unik, nytænkende og fabulerende, og om end hans materiale tager udgangspunkt i dagligdagen, udvikler det sig oftest i lettere absurde retninger.
Af uransagelige årsager tog det Anders Grau næsten 10 år at springe ud i stand-up karrieren, og han arbejdede derfor en årrække med IT, marketing, indkøb, salg og toiletpapir, før han i slutningen af tyverne landede i comedybranchen. Han trådte for alvor ind på comedy-radaren i 2012, hvor han blandt andet agerede meget rost opvarmning for Lasse Rimmer ved dennes one-man show ’Komiker’ – og altså optrådte ved ’Zulu Comedy Galla’, hvor han allerede året efter vandt Talentprisen.
Linda P, der første gang havde oplevet Anders Grau optræde ved ’Zulu Comedy Galla’, tog ham ind som sit populære sidekick i ’Det Alt for Store Linda P Show’ på TV 2 Zulu i 2015. Samme år lavede han sit første one-man show ’Bekymringsfabler’ og tog på ’Comedy Zoo on Tour’ sammen med veteranerne Thomas Hartmann og Jacob Wilson.
I 2016 fik Anders Grau sammen med komikerkollegaen Martin Høgsted til opgave at efterfølge det populære ’Mads & Monopolet’ på P3’s sendeflade lørdag formiddag med programmet ’Selskabet’. Samtidig fortsatte han med at agere grinagtigt sidekick i anden sæson af Linda P’s show – der nu havde taget navneforandring til ’Det Alt for Korte Linda P Show’ – ligesom han sammen med Niels Hausgaard var vært på TV 2-sketchshowet ’Grand Danois’.
I 2017 tog Anders Grau igen på Comedy Zoo on Tour, denne gang sammen med Mikkel Rask og Jonas Mogensen. I slutningen af året gik Anders Grau viralt med sine absurde satiriske vejrudsigter som den grænseoverskridende vejrvært Anders G. Jørgensen på ’Vejret’ på DR2 – en rolle, der fik Politikens Henrik Palle til at skrive: “Han er det bedste, der er sket for genren siden Voldborg” og Berlingskes Jakob Steen Olsen til at bakke op med: “det mismodigt sortsjoveste, der er sket for vejret siden Julestormen i 1902.” Da DR2 lige inden jul meddelte, at Anders G. Jørgensen skulle på “frivillig orlov” og altså ikke ville vende tilbage til skærmen efter nytår, affødte det en strøm af skuffede kommentarer på Facebook og endda enkelte seertrusler om helt at stoppe med licensbetalingen.
Se video
Hvad siger andre?
…en af landets mest vidunderligt morsomme standupkomikere samt i besiddelse af et imponerende velgroet skæg
Lørdag hvor Anders var forbi til min kærestes 40 års fødselsdag var helt fuldstændig fantastisk!!! Anders’ optræden sad lige i skabet, og alle gæster var meget begejstret for ham!
Showet med Anders Grau var rigtigt godt – stor ros til ham for at tage fat i mig på forhånd for at aftale forløbet