Det får I med Brian Mørk
Skarp satire og befriende begavet humor – tilsat en cool og tilbagelænet stil. Brian Mørks comedy er intelligent og underholdende, og han er en mester i at reagere på input fra salen. Trods sin skarpslebne sarkasme og stand-up branchens mest diabolske udseende er Brian Mørk altid top-engageret, personlig og udpræget flink, når han er ude at optræde, ligesom han er en fremragende moderator og konferencier.
Du kender ham fra
Hans helt eget ’Brian Mørk Show’ – i alskens afskygninger, begyndende i 2007 som tv-program på TV 2 Zulu, efterfølgende som populær podcast på lytbar.dk, fra 2016 som liveshows med en række gæstekomikere og fra 2017 igen som tv-program på C More. Som deltager og vært i ’Talegaver til Børn’, siden ’Comedy Aid’, i stort set alle årene siden 2003. Herudover blandt andet fra ’Comedy ZOO on Tour’, tv-satireserien ’Mørk & Jul’, TV2 Zulus ’Zulu Late Night’, ’Stand-up.dk og hans anmelderroste one-man show ’MØRK’ (2010).
Om Brian Mørk
Brian Mørk er som få komikere herhjemme blevet sit helt eget brand med over 10 år som vært for det legendariske impro-gæste-show ’Brian Mørk Show’ – på snart sagt enhver tænkelig platform. Hans vanvittige vinkler på verden har ført ham vidt omkring og efterhånden gjort ham til en af comedy branchens tunge drenge.
Brian Mørk debuterede som stand-up komiker i 2002 og skabte sig på rekordtid et navn i branchen. Fra starten af sin karriere optrådte han således med etablerede komikere som Thomas Wivel (i ’Wivels Vaffelbar 3’, 2003), og Thomas Hartmann (i showet ’For Your Eyes only’, 2005 og comedy touren ’Fire knægte og en Joker’, 2006). Allerede året efter sin debut optrådte han også i velgørenhedsshowet ’Talegaver til børn’, det senere ’Comedy Aid’, og det har han gjort hvert år siden – flere gange som vært – kun med undtagelse af 2014.
I 2007 fik han sit eget comedy talkshow på TV 2 Zulu, det nu legendariske ’Brian Mørk Show’. Sæson 1 blev fulgt af endnu en sæson året efter, og derefter var en pause på tre år, før programmet atter vendte tilbage til skærmen i 2011. Siden 2014 har ’Brian Mørk Show’ været en populær podcast på Lytbar.dk, og i 2016 opstod showet atter i en ny form, denne gang som liveshow med en række gæstekomikere. Fra 2017 er ’Brian Mørk Show’ vendt tilbage til tv-formatet på C More.
Den sjællandske komiker har karrieren igennem skrevet materiale til så forskellige genrer som børne-tv, historierne om flodhesten Dolph og tv-showet Zulu Awards. Vi nævner i flæng: TV2’s ’Live fra Bremen’, ’Rock ‘n’ Royal’, ’9 ud af 10’ og ’Styr på dyr, ’Gintbergs Store Aften’ og ’Dolph og Wulff’ på DR2, DR’s ’Familien Morgenhår’ og TV3’s ’Parlamentet’. Han har også ageret vært på Radio 100FM’s ’Morgenhyrderne’ sammen med Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj og Andrea Elisabeth Rudolph samt været forfatter og medvirkende i sketch-programmet ’Gustne Gensyn’ på TV 2 Zulu.
Brian Mørk har sideløbende med det hele været en både flittig og populær gæst på landets livescener. Få år efter sin debut, i 2006, kastede han sig sammen med kollegaen Christian Fuhlendorff sig over en fri fortolkning af Biblens til tider mærkværdige indhold i showet ’Biblen’, og i 2009 kunne han opleves i showet ’De Udvalgte’, igen sammen med Christian Fuhlendorff – samt med Anders Fjelsted, Michael Schøt og Tobias Dybvad. I 2010 præsenterede han sit første one-man show ’MØRK’, der bød på skarp, men velklædt satire i koncentreret storform og af pressen blev kaldt “begavet og underholdende”. I 2014 kunne Brian Mørk opleves sammen med Lasse Rimmer på Comedy ZOO on Tour og på Comedy Zoo Århus med showet ’Rimmer og Mørk redder verden’ – en kæmpe succes, som de måtte gentage i 2015, hvorefter det blev tid til at ramme landets scener med ’Brian Mørk Show Live’.
Se video
Hvad siger andre?
Brian Mørk var spot on! Hans show passede perfekt til medarbejderne. Han havde alle med fra starten med et show, der var voksent og personligt. Jeg og mine kolleger har kun rosende ord. Det var helt super!
Brian Mørk var engageret og velforberedt. Han skabte god og tryg stemning på scenen i selskab med forskeren og i sine pauser, som han brugte på at snakke med publikum. Jeg kan kun anbefale at bruge Brian til lignende arrangementer
Brian Mørk havde tilpasset sit materiale.. og hans engelsk er upåklagelig
.. med tilbagelænet, underspillet og nærmest lakonisk humor fortæller han intilligent og underfundigt