Om Lars Hjortshøj
Lars Hjortshøj er en af landets mest erfarne komikere og kan tage sin del af æren for opbyggelsen af den danske stand-up scene.
Allerede som efterskoleelev i begyndelsen af 1980’erne stiftede den unge Lars bekendtskab med stand-up comedy under et udvekslingsophold. I den efterfølgende gymnasietid i Aarhus prøvede han og en studiekammerat selv genren af som fast indslag på morgensamlingerne, der efterhånden fik kultstatus og åd sig langt ind i de efterfølgende timer, fordi hverken elever, lærere eller rektor kunne få nok af løjerne på scenen.
I begyndelsen af 1990’erne blev han en fast del af miljøet omkring arnestedet for dansk stand-up, Restaurant DIN’s, og han var en af de første komikere, der i 1992 kom i stald hos comedybureauet FBI. Samme år vandt han DM i stand-up.
Som de fleste langtidsholdbare stand-up komikere herhjemme har Lars Hjortshøj udbredt sit virke til et utal af radio- og tv-programmer, både som vært, programdeltager, tekstforfatter og skuespiller. Blandt de største succeser kan nævnes radioprogrammet ’Badabing Show’ (P4, fra 2014), TV 2’s julekalendere ’Ludvig & Julemanden’ samt ’Tvillingerne & Julemanden’ (2013-2014), det satiriske sketchshow ’Live fra Bremen’ (TV 2, 2009-2013), det legendariske radioprogram ’Morgenhyrderne’ (Radio 100FM 2003-2006), sitcom’en ’Langt fra Las Vegas’ (TV 2 Zulu, 2001-2003), og kultprogrammet ’Casper & Mandrilaftalen’ (DR2, 1999).
Lars Hjortshøj har også deltaget i en række film, blandt andet sine gode komikerkumpaner Casper Christensen og Frank Hvams ’Klovn: The Movie’ (2010) og ’Klovn Forever’ (2015) samt Susanne Biers ’Brødre’ (2004).
Ind imellem det hele har han turneret med tre fantastiske og rasende velanmeldte one-man shows: ’OMVENDT’ (2015), ’My Danish Collection’ (2013) og ’Lars Hjortshøj – i virkeligheden’ (2009).