Om Martin Nørgaard
Martin Nørgaard debuterede i 2008 i en alder af kun 18 år, men fik med sin rolige autoritet og sympatiske fremtræden på scenen hurtigt etableret sig som et af de største navne på den danske stand-up og comedy-scene.
Martins knivskarpe og velformulerede jokes har givet ham stor anerkendelse både blandt kollegerne og hos publikum. Allerede to år efter sin debut, i 2010, blev han nummer tre i DM i stand-up, og i 2011 udvalgte Linda P. ham som opvarmer til sit one-man show ’Linda P – og mig’. I 2013 blev han nomineret til Talentprisen ved ’Zulu Comedy Galla’, og året efter fik han den helt velfortjent med sig hjem.
Siden 2012 har han sammen med sin lige så skarpe komikerkollega Elias Ehlers udgivet kult-podcasten ’Det dystre skæg’, der med årene blev så populært, at de i 2016 tog på turné under samme navn. Og i 2014 fik Martin Nørgaard sit eget program på TV 2 Zulu, ’Nørgaards Netfix’, hvor han satte spot på og lavede jokes om alt det, vi elsker at hade ved internettet.
Tilbage på scenekanten kom Martin i 2017 med sit hidtil største one-man show, ’Indebrændt’, som gav et sjovt og selvreflekterende bud på, om verden er helt brændt af – eller om Martin selv bare er helt indebrændt? Udbrændt er han i hvert fald slet ikke, for i 2018 var han igen klar til at tage på turné, denne gang sammen med kollegerne Morten Wichmann, Torben Chris og Michael Schøt med det samfundskritiske satireshow ’Rage against the mainstream’.